555-555-5555

Mød den danske vinder af Young Scholars 2024

August Sawman Nygaard blev den heldige danske vinder af Young Scholars 2024 og fik dermed en fuldt betalt tur til Esris globale User Conference i San Diego.

Vinderprojektet var et beslutningsstøttesystem til at støtte kommuners landsbyplanlægning udviklet på 4. semester af landinspektøruddannelsen på Aalborg Universitet. August arbejder nu videre med projektet på kandidatuddannelsen med stærk inspiration fra brugerkonferencen.

November 2024


August Sawman Nygaard blev den heldige danske vinder af Young Scholars 2024 og fik dermed en fuldt betalt tur til Esris globale User Conference i San Diego.


Vinderprojektet var et beslutningsstøttesystem til at støtte kommuners landsbyplanlægning udviklet på 4. semester af landinspektøruddannelsen på Aalborg Universitet. August arbejder nu videre med projektet på kandidatuddannelsen med stærk inspiration fra brugerkonferencen.


”Det var en rigtig god oplevelse, og jeg kan kun anbefale andre studerende at indsende et abstract,” lyder opfordringen fra dette års danske vinder af Esris Young Scholars-konkurrence. Sammen med knap 30 andre studerende fra hele verden slap August Sawman Nygaard gennem nåleøjet hos beslutningskomiteen og satte i starten af juli kurs over Atlanten mod San Diego og Esris globale User Conference.

Det var en rigtig god oplevelse, og jeg kan kun anbefale andre studerende at indsende et abstract,”

August Sawman Nygaard, Studerende, AAU

”Det var en vild verden at træde ind i, og det var virkeligt stort. Pludselig var jeg dér i selskab med 16.000 andre GIS-entusiaster til et arrangement, hvor alt handlede om GIS i fem dage. Både det faglige indhold, det sociale og stemningen var helt i top,” siger August, som steg ombord på flyveren til San Diego den 4. juli, 10 dage før konferencen startede for at have tid til at opleve byen, som han ikke havde besøgt før.


”De 10 dages ophold betalte jeg selvfølgelig selv, men fra jeg mødtes med de danske GeoInfo-folk på hotellet den 13. juli og resten af turen, havde jeg ikke en krone oppe af lommen. Alle udgifter inklusive flybilletten blev betalt af Esri.”

En overraskende opringning

August læser på landinspektøruddannelsen på Aalborg Universitet og vandt turen til San Diego med et projekt, han og nogle medstuderende skrev på 4. semester. I projektet udvikles et rumligt beslutningsstøttesystem, der skal hjælpe kommuner med at identificere omdannelseslandsbyer. Systemet anvender en bred vifte af ArcGIS-værktøjer samt offentligt tilgængelige geodata og består af et kortværk med 12 delanalyser, hvor hver analyse visualiserer et specifikt aspekt af landsbyers levedygtighed. Derved muliggøres en visuel fremstilling af vækstmønstre og udviklingsakser i kommunerne, hvilket understøtter beslutningsprocesserne i forbindelse med landsbyudvikling.


”Selvom projektet blev rigtigt godt modtaget på universitet, havde jeg virkeligt ikke forestillet mig, at det ville vinde,” siger August, der var i fuld fart på cyklen, da Geoinfo ringede og fortalte, at han skulle en tur til San Diego.

Punkterede fordomme og x-factor oplevelser

”Jeg har aldrig deltaget i en international konference før og var nok lidt fordomsfuld. Jeg forestillede mig, at det primært var lidt overfladisk, men det var Esris konference på ingen måde. Selvom det var kæmpestort, var der kælet for hver eneste detalje, og det faglige niveau var tårnhøjt og 100 procent i centrum. Der var så mange kloge hoveder og GIS-nørder, at det var umuligt ikke at blive sindssygt inspireret.”

Blandt særlige højdepunkter på konferencen fremhæver August blandt andet et oplæg fra Demokraternes vicepræsidentkandidat, Tim Walz, som tog den store plenary-scene med storm. Også lanceringen af nye GIS-værktøjer har brændt sig fast på nethinden:


”Folk sad og gispede, når der blev præsenteret nye værktøjer. Det lyder måske overdrevet, men det gjorde de, og jeg blev også selv grebet af stemningen. Både fordi præsentationerne var så imponerende, og fordi hele settingen var så gennemført professionel.”

”En anden virkelig god ting var, at det hele ikke bare var powerpoints. Der var masser af hands-on og map sessions, hvor man kunne få fif fra professionelle til, hvordan man kan arbejde smartere med GIS-værktøjerne.


Der var også udstillinger. Blandt andet havde mapping gallery nogle enormt flotte kartografiske kort, hvor man kunne få inspiration til ens eget arbejde. For os, der sætter pris på kartografi, var det en meget stor oplevelse.”

Netværk for fremtiden

For August var konferencen også en vigtig døråbner til nye relationer, både danske og internationale.


”Det er det, en konference også kan, fandt jeg ud af. Man bliver en del af et fagligt fællesskab og får sat ansigt på folk inden for det samme smalle fagfelt, hvilket har stor betydning både i forhold til fremtidige projekter og ens karrieremuligheder. Jeg har også fået nye venner blandt de andre studerende fra konferencen. Der er specielt en meget passioneret og knivskarp fyr fra Portugal, som jeg blev virkeligt gode venner med.”


På spørgsmålet om ikke det er let at drukne som enlig dansk studerende på en konference med 16.000 deltagere, har August et fif: Søg, søg, søg.

Søg, søg, søg

”Jeg havde studeret konferenceprogrammet hjemmefra og lagt en plan for, hvad jeg gerne vil se. Det var en god ide, for konferencen er meget overvældende. Men derudover vil jeg også gerne rose Esri for deres måde at tage sig af os studerende på. Vi blev ikke presset ned i et fast program, men kunne opsøge det, vi hver især var interesserede i.

”Jeg synes, det er helt fantastisk, at Esri giver studerende mulighed for at deltage i deres brugerkonference, og jeg vil opfordre alle til at deltage i konkurrencen om at komme med. Mit hoved boblede af inspiration, da jeg tog hjem, og jeg er stadig høj på nogle af de inputs, jeg har fået.

August Sawman Nygaard, Studerende, AAU

Der var en app, hvor man kunne planlægge sit eget program og en Whatsapp-gruppe for alle young scholars. Typisk koordinerede vi det sådan, at vi mødtes til de første sessioner kl. 8 og fulgtes til nogle af dagens sessioner sammen.


Om aftenen var der sociale arrangementer, så man var aldrig overladt til sig selv. Der var også en danskeraften arrangeret af Geoinfo, som jeg var rigtig glad for at deltage i.”

Deltag i Esri Young Scholars Program 2025

– dit springbræt til en GIS-karriere

Deltag i Esri Young Scholars Program 2025, hvor Geoinfo og Esri belønner det bedste GIS-studieprojekt, med en gratis tur til Esri User Conference i San Diego i juli 2025 - og du får mulighed for at deltage på Dansk Esri Konference i maj.

Læs mere
Share by: